Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Principper for skole-hjem samarbejdet

 

Principper for skole-hjem samarbejdet på Gerbrandskolen

Revideret februar 2022.

Formålet med skole – hjemsamarbejdet på Gerbrandskolen er at skabe den bedst mulige kontakt mellem skole og hjem til gavn for alle. 

Målet er at samarbejdet mellem skole og hjem fungerer på en måde, så det skaber de bedst mulige rammer omkring det enkelte barns faglige og personlige udvikling, og at samarbejdet styrker både forældrenes, lærernes og ledelsens mulighed for at deltage aktivt i løsningen af fælles opgaver. Dette sker på baggrund af løbende dialog og fælles afdækning af eventuelle problemer og efterfølgende problemløsning. 

Kendetegnene for skole-hjemsamarbejdet på Gerbrandskolen skal være:

  • At alt skole-hjem samarbejdet sker med det formål at sætte barnet i centrum

  • At samarbejdet sker i en åben og positiv dialog. 

  • At skolens lærere og ledelse såvel som forældrene er bevidste om deres betydning for samarbejdet og at alle prioriterer det højt

  • At samarbejdets parter respekterer en rollefordeling kendetegnet ved lærerens faglige ansvar for klassen og forældrene dybe kendskab til det enkelte barns baggrund og behov
  • At samarbejdets fundament er gensidig tillid til hinandens vurderinger og handlinger 
  • At et relevant informationsniveau fra forældre og skolens lærere og ledelse danner forudsætningen for alles aktive medvirken i det fælles samarbejde
  • At lærere og ledelse foretager en forventningsafstemning med forældrene i forhold til kommunikationen om elevernes læring og trivsel
  • At alle holder sig orienteret

 

Samarbejde mellem skolens ledelse og forældrene

Ledelsen udsender et informationsbrev om Gerbrandskolen før skolestart, ligesom de sender information ud til forældrene i forbindelse med overgangen fra indskoling til mellemtrin. Derudover udsender ledelsen information efter behov. 

Skolens hjemmeside har adressen www.gerbrandskolen.kk.dk. Her gives information af generel og mere specifik art. Informationen spænder fra helt aktuelle begivenheder til generel information om skolen og dens virksomhed. 

Skolens forældre kan til enhver tid tage kontakt til ledelsen. Konflikter og problemer af forskellig art søges dog i første omgang løst gennem dialog mellem forældre og relevante lærere. Hvis denne dialog ikke fører til en tilfredsstillende løsning af problemet, skal skolens ledelse inddrages.

 

Samarbejdet mellem lærere og klassens forældre

Formålet med skole-hjemsamarbejdet om den enkelte klasse er at sikre en god dialog mellem forældrene og lærerne om: 

  • klassens sociale udvikling herunder håndtering af eventuelle uhensigtsmæssige mønstre
  • undervisningens form
  • undervisningens indhold

Samarbejdet foregår hovedsageligt på forældremøder. Derfor er det vigtigt, at alle hjem er repræsenteret på disse møder. 

 

Forældremøder

Der afholdes mindst et forældremøde pr. år, og derudover efter behov.  Forældrene kan således altid sige til, hvis der opleves at være behov for et ekstra møde. Lærerne har ansvaret for at indkalde til møderne. Møderne tilrettelægges i samarbejde mellem klassens lærere og kontaktforældrene. Dagsordenen sendes til forældrene senest en uge før mødets afholdelse. Information fra lærerne der kan leveres skriftligt til forældrene sendes inden mødet. Målet med dette er at sikre mest mulig tid til dialog mellem lærere og forældre på mødet. 

Et punkt der løbende diskuteres på forældremøderne er, hvad der er forældres hhv. læreres informationsbehov, hvordan den optimale informationsudveksling sikres, samt brugen af Aula. Alle forældre opfordres til at byde ind med punkter til dagsordenen Det er kontaktforældrene ansvar at efterspørge og indsamle forslag til punkter. 

 

Aula

Aula er det væsentligste kommunikationsmedie i den gensidige dialog mellem forældre og skole. Aula anvendes som minimum til:

  • Gensidig informationsudveksling mellem forældre og lærere om undervisningen, øvrige aktiviteter i klasserne og andre informationer af relevans for klassen eller det enkelte barn.
  • Orientere om emner der er nødvendige at forældre taler om eller bearbejder med eleven på hjemmefronten
  • Ugeplaner
  • At varsle ændringer i elevernes skema
  • At booke tid til skole-hjemsamtaler og forældremøder

Forældrene har mulighed for at kontakte alle klassens lærere via Aula. 

Det forventes at alle forældre løbende holder sig orienteret på Aula

 

Løbende kontakt mellem lærere og forældre

Forældre er altid velkomne til at rette henvendelse til deres barns lærere og skoleledelsen, når der er behov for det. Klassens lærere aftaler selv med forældrene, hvilke tider de vil kunne træffes på, samt hvilke kommunikationsformer der ønskes anvendt og hvordan. 

Konflikter og problemer af forskellig art søges i første omgang løst gennem dialog mellem forældre og relevante lærere. Hvis denne dialog ikke fører til en tilfredsstillende løsning af problemet, skal skolens ledelse inddrages. 

Forældre er altid velkomne til at komme på skolen. For at sikre, at et eventuelt besøg i klassen bliver vellykket for alle, skal forældre altid først kontakte de pågældende lærere for at aftale, hvornår et besøg vil være mest hensigtsmæssigt af hensyn til eleverne og undervisningens tilrettelæggelse. 

Kontaktforældre

For at styrke børnenes trivsel og klassens sammenhold er det afgørende med et godt og smidigt samarbejde mellem klassens lærere og forældre.  Derfor vælges der i alle klasser kontaktforældre. Hvad der kendetegner kontaktforældrenes rolle kan der læses om i skolens princip for kontaktforældre. 

 

Samarbejde mellem klassens lærere og det enkelte barns forældre

Skole-hjem samarbejdet om det enkelte barn sker primært ved skole-hjem samtalerne. Formålet med skole-hjemsamarbejdet om det enkelte barn er gennem dialog: 

  • At have gensidig informationsudveksling om, hvordan barnet klarer sig fagligt og socialt
  •  At støtte barnets udvikling og forebygge, at der opstår eventuelle problemer samt
  • At medvirke til positivt at løse de problemer, der måtte opstå i forbindelse med skolegangen. 
  • At drøfte og lave særlige aftaler der skal sikre barnets fortsatte læring og trivsel, der hvor det er afgørende med et tæt samarbejde mellem skole og hjem

 

Der afholdes årligt 1 skole-hjem samtale og derudover behovssamtaler.  Der kan altid afholdes flere samtaler efter behov. Eleven er – hvis ikke der er særlige grunde hertil – med i samtalen. Dette gælder dog ikke i 0. klasse, hvor det kun er forældrene der deltager i samtalen. 

Forældrene forventes at prioritere skole-hjem samtaler højt og tage aktivt del ved at forberede mødet med barnet med særligt fokus på at gennemgå den udleverede elevplan. Har forældre særlige ønsker til skole-hjem-samtalen, underrettes læreren herom inden mødet.

Information fra hjemmet

I forbindelse med særlige forhold, der kan påvirke barnets hverdag og skolegang, bør klasselæreren orienteres.

Aula bruges til meddelelse om fravær ved sygdom, beskeder, spørgsmål m.m. Ved sygdom skal faglæreren samt klasselæreren kontaktes Forældrene skal bede om godkendelse hos klasselæreren, hvis deres barn skal holde fri i 1-2 dage. Ønskes der mere end 3 fridage i træk, skal dette godkendes af ledelsen. Ved at kontakte kontoret kan der aftales et møde med en repræsentant fra ledelsen. 

Samarbejde mellem Skolebestyrelsen og forældrene

Referater fra skolens bestyrelse kan læses på skolens hjemmeside. 

Der kan tages kontakt til bestyrelsens medlemmer via Aula. Forældrene er altid velkomne til at kontakte bestyrelsen. 

Skolens bestyrelse indkalder årligt til et udviklingsmøde med skolens kontaktforældre. Her drøftes temaer af betydning for skolen og dens fortsatte udvikling. Alle skolens forældre inviteres årligt til et møde, hvor bestyrelsens årsberetning præsenteres og hvor der er et faglig oplæg af relevans for alle skolens forældre. Der vil efterfølgende være afsat tid til dialog Skolebestyrelsen udsender derudover information efter behov.